Denne her tærte blev uden tvivl, en af de bedste jeg har lavet meget længe. Måske var det kombinationen af godt kød og gode grøntsager, men jeg tror i særlig grad, at jeg kan takke osten for den gode smag. Jeg fandt en økologisk klosterost 60+ med hvidløg og peber fra Tiese mejerierne i min lokale Irma. Osten var meget smagfuld uden at være stærk og en god konsistens til at toppe en tærte med.
4- 6 personer
500 gram oksekød
200 gram / 2dl piskefløde
100 gram revet ost ( klosterost med peber/hvidløg)
250 gram spinat
250 gram brune champignons
100 gram løg
1 spk smør
4 æg
Salt, peber, paprika og hvidløg
Brun hakket kød og løg på panden i en klat smør. Læg kød og løg i et smurt ildfast fad og steg spinat og svampe skåret i tern. På panden hældes fløde og de 4 æg og massen røres sammen med salt og krydderier og hældes over kødet. Top til slut med revet klosterost og bag ved 175 grader i 35 min til osten bliver gylden. Lad stå i ca 10 min til den samler sig lidt før servering. Her serverede jeg tærten med en usædvanlig god dip af cremefraiche 38% rørt med lidt skalotteløg og grøn dressing og dipmix fra urtekram – er ellers ikke til færdigblandinger men denne her er rigtig god og selvfølgelig fri for laboratorie (mononatrium-glutamat).