Så blev jeg endelig den lykkelige indehaver af et vaffeljern. Jeg har købt en af dem der er testet som værende rigtig godt. Et Wilfa WAS- 623 Bell. Jeg er super tilfreds med det – dog skal man lige huske at smøre pladerne med smør de første par gange. Det gjorde undertegnede tornado dame ikke… Hvilket resulterede i et mindre raserianfald Da jeg havde renset pladerne af, blev jeg heldigvis glad igen og lavede resten af potionen uden de store sværdsslag. Jeg har lavet dem i en mad version og tænker jeg snart skal prøve med en lidt mere dessert agtig vaffel.
Jeg valgte en komælkefri version, som alternativ til de traditionelle. Opskriften blev som følger til 3 – 4 vafler
4 æg
1 dl fåremælksyoughurt fra Irma
50 gram revet manchego eller le petit basque
2 spk pofiber
1 tsk herbes de provence samt 1 knsp salt
Bland alle ingredienser og hæld dem på et varmt vaffeljern. Pas på ikke at hælde for meget dej på så det vælter ud i siderne – ja, jeg siger det bare!
Vaflerne kan bruges til toast, som brød, med topping eller bare som tilbehør til salat.
Denne her med parmaskinke og avokado blev rigtig vellykket.