Postive tanker gør de en forskel …?!?

Print Friendly

IMG_0130Hahaha næsten sandt ihvertfald laugh Arbejder mig i hvertfald på vej derhen ad ! I min optik er der intet galt med rigtig meget selvkærlighed og selvfedhedyes

Man er nødt til virkelig at elske og acceptere sig selv for at hele – det er en ting jeg med sikkerhed kan slå fast. Jeg er af den faste overbevisning, at ægte og vedvarende heling sker på celleplan og indefra. Vores celler modtager selvfølgelig den kost vi giver dem og den næring de får fra den. Vores celler er afhængige af natur, frisk luft og den bevægelse vi kropsligt foretager os. Men er i den grad også afhængige den åndelige næring vi giver dem – vores tanker og vores mentale indstilling. De er stærkt afhængige af, den kærlighed vi formår at give til os selv. Det lyder sikkert både søgt og floskelagtigt, men ikke desto mindre, oplever jeg dette fænomen, som værende mere og mere sandtmed alderen. Vi er alle påvirkede af det miljø vi lever i, men i den grad selv medbestemmende på, hvordan vi tackler det miljø og spiller sammen med det.

Tænker faktisk at min tilstand, med en kraftig forbedring af min psoriasis, ikke kun har noget med kosten at gøre. Jeg har haft "sygdommen" i 10 år nu altså siden jeg var 28 år. Jeg er som i et HELT andet sted i mit liv, som levende individ på denne jord i dag end den gang. Jeg har hørt at hvis man ikke græmmer sig lidt over sit tidligere jeg, har man ikke udviklet sig… Jeg har nu egentlig altid synes jeg var ok fed som menneske, men har bestemt andre og mere hensigtsmæssige tankemønstre end for 10 år siden. Tager nogle gange mig selv i at tænke på mit "gamle jeg " i forskellige situationer og hvordan "gamle Louise" ville have tacklet den pågældende situation jeg står i. Pyha… der er sket mange forandringer – især her de sidste par år. Hvis jeg tænker tilbage er livet jo bare blevet lettere og mere overkommeligt. For mig har livet altid været en cool rejse med bump, sving, afveje og huller i på godt og ondt. Men en ting… det bliver bare bedre og bedre at være i. Det er de tanker vi gør os om livet, der definerer den virkelighed vi befinder os i.

Det er ikke den store højtravende statshemmelighed, at jeg generelt er postivt indstillet og altid tror og håber på det bedste i både mennesker og situationer. Dette er både en medfødt indstilling, med de signalstoffer jeg har i hjernen – dopamin, serotonin og noradrenalin. Genetisk kan man være mere eller mere begunstiget med dine signalstoffer. Men meget af alt det positive, er også et klart og bevidst valg fra min side. Og det kan trænes – præcis som vores muskler !!!

I min optik er det at vælge en positiv indstilling, det markant lettere at være her på jordkloden. Bevares jeg har også dårlige dage… Måske ikke ligerfrem hele dårlige dage – men så timer da wink

Jeg har stunder, hvor jeg er grund- ked- af- det og tænker at " jeg har eksistentiel ensomhed" og "at-nogen-skal-komme-og-trøste-mig-nu !!! Men 99 ud af 100 gange, er det mine egne tanker, der fucker med mit humør. Jeg kommer som regel hurtigt ud af det, ved at vende mine tanker. Det kan lyde nemt men det er det ikke !  Min strategi er at tage bevidste valg for at vende tankerne på ret køl igen. Musik og naturen og selv et glas vin, kan gøre den skelsættende forskel på tud og smil. Jeg er meget privat når jeg er i dårligt humør og foretrækker faktisk at være alene når det sker. Jeg er så tilpas pleaser agtig så jeg nødigt vil "smitte" andre med dårlige stemninger. 

Jeg er bevidst om at smerte og gråd er en del af livet der er piv nødvendig, men jeg har valgt at jeg ikke vil dvæle ved dem. Måske jeg er bare en lille bitte smule bange for at have "dårlige" eller ubehagelige følelser i længere tid ad gangen. Jeg har lidt angst for at sidde fast i de dårlige følelser og ikke at kunne komme fri af dem igen. Så jeg er blevet rigtig godt til at vælge dem til og fra når jeg synes jeg har valget. Selvfølgelig er jeg ikke et top kontrolleret menneske, der ikke kan reagere på noget der rammer mig. Mine reaktioner på hændelser er bare ofte lidt forsinkede. Det er som om at der går lidt tid, før at mine tanker om situationer bliver til følelser, der bliver behandlet i min hardware. Jeg er et meget intuitivt menneske, der bliver ramt af fonemmelser om ting/mennesker /situationer uden helt at vide hvad det betyder. Jeg er blevet bedre til at høre min intuitions sagte hvisken, fremfor når mine grænser for længst er overskredet og der bliver råbt højt indefra.

Alt sammen noget der gør mit liv så meget lettere at leve lykkeligt i. Jeg har valgt, at jeg vil gøre det så nemt som muligt, for mig selv at være her. Jeg prioriterer glæde, positivt livssyn og positive forventninger til hele balladen. Jeg er dagligt taknemmelig for min krop,mit gode helbred, mine muligheder, mine udfordringer og ikke mindst de dejlige og kærlige mennesker der omgiver mig. Jeg er i forvejen rigtig god til at sige "pyt" til ting der mislykkes og se på det som erfaring og vigtig læring, men jeg kan øve mig i at blive endnu bedre. Min største udfordring er stadigvæk at markere/definere mere tydelige grænser for mig i forhold til andre mennesker – den proces er jeg sikker på bliver livslang og spændende. Jeg har stor tillid til min fars kloge ord at ; " ALT er som det SKAL være" heart

Og så er det jeg kommer frem til hele pointen med det alt sammen …

Jeg gætter på at min psoriasis, som jo iden grad er stress afhængigt , slet ikke var til at få styr på tidligere trods massive kostændringer. Vi mennesker er et stort fint maskineri med masser af små tandhjul, fjedre og finmekanik. Vi er en fint kalibreret hømostase, der hele tiden skal holdes i balance, for at vi fungerer som helhed. Det er i min optik en livslang vedligeholdelse og fin justering af maskinen mennesket – både af krop og ånd. Jeg negligerer ikke, at det har rigtig meget at gøre med min kost, leaky gut og alt det der…meeen afviser bestemt heller ikke egen ovenstående og hjemmestrikkede teorier wink

Jeg er nysgerrig på hvad I tænker om det her derude. Smid meget gerne en kommentar om jeres tanker om mine tanker … Om det er vrøvl eller logik for jer ?!?

Iøvrigt begynder jeg en ny og mega spændende rejse her til marts. Jeg har fået en plads på en 5 årig uddannelse som psykotreapeut på Dispuk i Snekkersten. Jeg glæder mig som et lille barn til mere navlepilleri og selvudvikling og har store forventninger til uddannelsen. Det var på Dispuk jeg i sin tid startede hos den psykolog der for alvor fik forstyrret mig, til at sætte store skelsættende forandringsprocesser i gang i mit liv – taknemmelig for hende for altid. Hvorfor jeg startede hos hende kan du læse om her ... Oplevelser der jo på ingen måde, kan sættes i katogorien som værende særligt fede… Jeg må bare anerkende, at de bestemt har gjort mig til den jeg er i dag – hvilket jeg er meget taknemmelig over!

IMG_3774

Follow on Bloglovin

Om louiee

Louise 39 årig kvinde fra nordsjælland, kostnørd, interesserer sig for træning, sundhed og velvære. Tidl. sukkernarkoman - nu indædt real-foodie...
Dette indlæg blev udgivet i mig og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code